Du fejler, hvis du spiser det her

Kender du det, at du kan føle, at du fejler ved at spise noget bestemt? Især hvis du forsøger at tabe dig? Det kunne fx være en kanelsnegl.

Du kan få dårlig samvittighed og blive irriteret. Eller du kan tænke ‘hvorfor i alverden gjorde jeg dog det, jeg havde jo lovet mig selv at lade være’.

Og bliver du frustreret, når du ser andre kunne spise kanelsneglen helt uden dårlig samvittighed – og måske endda stoppe undervejs, fordi de er mætte?

Så er du ikke den eneste.

Mad er blevet så meget allemandseje, særligt den ‘rigtige’ måde at spise på, at du ikke kan kigge nogen steder, uden at folk fortæller dig, hvordan du skal spise.

Du kan næsten ikke undgå at være påvirket af, hvad andre har fortalt dig om mad. Måske har du idag mad, som du forsøger at holde dig fra for ikke at tage på – eller måske for at tabe dig. Eller for at føle dig sund, undgå giftstoffer, undgå at få kræft. Eller undgå at få bumser, uren hud eller snottet næse.

Mennesker er forskellige

Jeg ser ofte mine klienter holde sig fra mad, de rigtig godt kan lide, fx flødekartofler, og når de så endelig får det, så spiser de rigtig store mængder. Og føler, at de har fejlet bagefter. Og så kan de lige så godt spise endnu mere, eller masser af dessert. Det kunne også være brød med smør og ost, og hvis de først får spist det til morgenmad, er resten af dagen ødelagt.

Jeg har dog også klienter, som ikke spiser flødekartofler eller brød med smør og ost så tit, men som sagtens kan spise en tilpas mængde af det til at gøre dem mætte og tilfredse, når de får det serveret. Og ikke får dårlig samvittighed.

Så hvad kan være årsagen til denne forskel?

Der kan være flere grunde, og en af dem, der er særlig væsentlig at have for øje er psykologien bag, at du forsøger at holde dig fra flødekartoflerne eller brøddet med smør.

Lad mig udfolde det yderligere

Hvor i dig kommer begrænsningen eller forbuddet fra?

Har du noget mad, du forsøger at holde dig fra? slik, chips, kage, brød med smør og ost, kartofler, pasta, pommes fritter?

Du kan vælge at begrænse dig selv fra bestemte former for mad (eller drikke), fordi du gennem tiden har hørt, at det ikke er godt for dig, hvis du vil tabe dig eller være sund. Men hvis det er noget, du rigtig godt kan lide, kan du opleve, at du skal bruge noget viljestyrke på at holde dig fra det. Men du føler, at det rigtige er at holde dig fra det.

Når du begrænser dig selv fra mad, som du egentlig rigtig godt kan lide, så kan der ske det, at du begynder at længes efter det. Og når du spiser det, kan du føle, at du har fejlet eller ikke har haft selvdisciplin nok – for det rigtige er jo at holde dig fra det.

Dette kan efterlade dig med en fornemmelse af dårlig samvittighed og måske endda skam over, at du ikke kunne holde dig fra det.

Det gør, at du kan få en ubærlig trang til bare at spise resten af slikposen/chipsposen/kagerne/brødet med smør og ost/pommes fritterne. Og måske du også oplever, at resten af dagens spisning er ødelagt også og går mere eller mindre amok.

Det hedder ‘What the hell effekten’.

Hvor du begynder at spise, fordi du har overskredet forbuddet/begrænsningen. Og du spiser uden at tjekke ind i, om du rent faktisk kan lide det, du spiser, har brug for mere eller faktisk er mæt. Det vil sige, at du risikerer at tjekke helt ud af dig selv.

Hvorfor kan nogen finde ud af en kur?

Mange ville her tænke, at andre kan finde ud af det, fordi de har mere selvdisciplin.

Men det er faktisk ikke sandt.

Det er nemlig reglerne, den er gal med. Hvis reglerne bliver for rigide, så får du et meget lille manøvrerum, hvor det er alt for nemt at fejle.

Du kan også øve dig i at bløde op i dine regler ved at sige, at du ‘øver dig på at nyde alle former for mad’. Uden at det er forbudt, så du ikke føler, at du har fejlet.

Og så tillade dig selv at mærke efter, om den mad, du spiser, tjener dig. Er det rart for din krop, er det den næring, den har brug for, nyder du smagen af maden, og hvornår har du egentlig fået nok?

Og derudover at begynde at blive opmærksom på, om der er noget hovedsult på spil. Et begreb jeg bruger, der dækker over, om der er andre behov, du har, som slet ikke har noget med maden at gøre? Hvis du fx er træt, har du brug for ro, hvile og afslapning.

Du kan læse mere om, hvorfor vi spiser, selvom vi ikke er sultne HER

Hvordan kan det at begrænse noget mad så være mere selvkærligt?

Når du fx vælger at skære ned på slik, kød, smør, kage etc, fordi du ønsker at passe på din krop, så kan det faktisk være en selvkærlig handling.

Hvis du erfarer, at du fx bliver tung i kroppen af at spise større mængder slik, så kan det at stoppe efter en mindre mængde eller simpelthen at vælge noget andet være en måde at passe på dig selv på og ære, hvad der er godt for dig.

Forskellen er, at du – når du spiser slikket – øver dig i at tjekke IND i dig og om du kan lide det, om du reelt set har lyst til det, hvornår du har nydt det max, du kan tillade dig selv at mærke efter, hvornår du ikke har brug for mere (og altså at tillade dig selv at slå autopiloten fra) og hvornår du er mættet.

Du øver dig i at spise med en anden grad af nærvær og uden dom over din spisning

Det kan du bare først, når du skaber mere plads til at øve dig – at du ikke fejler men bare øver dig i at nyde al slags mad.

Og når du er færdig med at spise slikket (eller kødet, brøddet med smør, pommes fritter) kan du øve dig i oprigtigt sige tak for mad til dig selv og nyde, at du valgte at spise noget, du godt kan lide. Og at du tillod dig selv at mærke efter.

Dette kræver selvfølgelig øvelse.

Men vi skal jo starte et sted.

Og første spørgsmål kunne være om ‘du fejler, hvis du spiser det her’ egentlig overhovedet passer

Og så øve dig i at være mere blid ved dig selv. Give dig selv plads til ikke at skulle være perfekt men bare at øve dig. Og så gør du jo allerede det bedste, du kan ♥️