Jeg elsker let mad. Både at den er let og nem at lave, og så også at den ligger let i maven. Og det gør den her salat! Den er faktisk udviklet efter inspiration fra en af mine veninder, der havde lavet en variant af den. Jeg ønskede flere grove grøntsager i retten og noget kulhydrat, så jeg har blandt andet tilføjet kål og sort quinoa – og det gør noget virkelig fint for farvespillet!
Det er ingen hemmelighed, at jeg virkelig godt kan lide dressinger fra det østerlandske køkken, da de med få virkemidler bidrager med rigtig meget smag. Og sådan noget som fiskesauce giver en dybde til en dressing – du skal bare sørge for ikke at lugte til den, for den smager en del anderledes, end den lugter 🙂
Rigtig god fornøjelse med den her piv-nemme salat!

Salat med rejer og quinoa
Ingredienser
- 200 gram rå sorte quinoa
- 500 gram store rejer
- ½ rødt spidskål
- 150 gram blandede salatblade fx 1 pose færdigblandet salat
- 200 gram ærter
- 40 gram cashewnødder
- Frisk koriander
Dressing
- Saft fra 1,5 lime
- 1 tsk agavesirup eller honning
- 1,5 tsk fiskesauce
- 1 tsk soyasauce
Sådan gør du
- Start med at koge quinoa i letsaltet vand i 20-25 minutter.
- Blande ingredienserne til dressingen, smag til og lad den trække lidt. Den skal både være sød og syrlig samt have et twist af umami (’kødsmag’) fra fiskesaucen. Ingen af smagene skal overtrumfe de andre.
- Hak cashewnødderne groft og tørrist dem på en pande. Snit spidskål i lange, tynde strimler. Bland spidskål, salat, ærter og rejer sammen med dressingen.
- Servér enten koriander bladene ved siden af, ovenpå salaten eller bland godt med blade rundt i salaten.
Noter
