Lidt om glæde-piller og hvordan du kan ændre en negativ spiral
Da jeg havde det rigtig svært med maden, havde jeg det også svært med mig selv. Jeg havde svært ved at sætte grænser, at gå efter mine drømme og at gøre det, der var godt for mig.
Jeg levede i energimæssigt underskud, og der hvor jeg primært hentede noget glæde, var gennem maden og ved at være god til noget, som andre bekræftede mig i.
Begge disse to ret ubevidste strategier til glæde havde dog ulemper;
- at maden gjorde mig overvægtig og fik mig til at få dårlig samvittighed
- jeg var afhængig af andres reaktion og bekræftelse for at have det godt og tricke mine glædeshormoner i kroppen.
Jeg har arbejdet meget med at kunne mærke mig selv, sætte grænser og rent faktisk at opfylde mine behov i stedet for at undertrykke dem. Og en af måderne, jeg i dag dagligt gør godt for mig selv, er at blive bevidst om mine glæde-piller.
Hvad er glæde-piller?
Glæde-piller er noget i din hverdag, der skaber glæde her og nu for dig.
Jeg er ret bevidst om dem i dag og kan hive dem frem på dage, hvor mit humør daler og hvor min selvkritik vokser.
Inspiration til glæde-piller
Nogle af mine glæde-piller er
- en gåtur. At komme ud og bare mærke luften. Solskinsdage er bedst, men en mørkere vinteraften fungerer faktisk også glimrende for mig.
- min have. At sidder derude, at finde lækre krydderurter at plante, som jeg kan bruge i mit køkken og at vande og passe på mine planter.
- naturen – særligt at sidde på et tæppe med mennesker, jeg holder af, eller at træne i naturen. Men også i vinterperioden, hvor mit humør ikke lige så let holdes oppe, er naturen vigtigt
- bøger og lydbøger. Jeg elsker at blive helt opslugt af en bog!
- at lege med min datter
- at eksperimentere med at lave lækre opskrifter – og udvikle dem til mit opskriftsunivers
- at hjælpe andre (det giver bare altid dobbelt igen)
- at være på min træningsmåtte og bare trække vejret og strække kroppen
- at drikke te, kaffe, rosé med mine skønne veninder
- at være sammen med min familie og mine venner
- at meditere
- at strikke
- at rydde op eller om-organisere mit hjem
- at planlægge noget godt for mig selv ud i fremtiden
- sætte musik på og danse og synge med
Kan mad være på listen?
Udfordringen for mange, der kæmpe med maden er, at det særligt er mad, der er på listen. En hurtig glæde-pille.
Det kan både være bestemte typer af mad, fx søde sager eller det mere salte som chips eller fastfood, det kan også være store mængder.
Og maden giver faktisk et hormonelt respons i kroppen – det tricker dit belønningscenter, så du kortvarigt oplever ro, afslapning og/eller glæde.
Udfordringen er, hvis det bidrager til, at du får for mange kalorier og hvis du bliver ked af dit valg bagefter.
At spise søde sager er stadig et sted på min liste, men ikke så højt oppe. Al mad er faktisk på min liste, da jeg ELSKER mad!
Stempler du ind eller ud, når du er i dårligt humør?
Hvis jeg bliver fanget i et dårligt humør, kan jeg i dag se, at negative tanker omkring mig selv, bekymringstanker eller tanker om afmagt overtager. Og de kører i ring og bliver til tankemylder.
Indenfor mindfulness kalder man det monkey mind, hvilket jo egentlig er en ret fin beskrivelse. Og det kan faktisk skabe et respons, hvor dit system tænker, at der er fare på færde.
Nogle gange har jeg mental kapacitet til at meditere mig igennem det. Andre gange har jeg blot brug for afledning. For det hjælper mig ikke at blive i det. Min erfaring er, at fjernsyn umiddelbart virker, ulempen er bare, at jeg ikke får løftet min energi og vist mit system, at jeg passer på det.
Jeg får fjernet fokus – ganske ligesom mad kan gøre.
Jeg har langt bedre effekt af at bruge mine glæde-piller. De giver mig nemlig et ændret hormonelt respons – at trække vejret dybt og bevæge mig blidt til musik aktiverer mit parasympatiske nervesystem, der skaber ro i kroppen. At være i naturen giver mig også endorfiner i kroppen, der er ro- og glædesskabende.
Det kræver dog energi at bryde den negative spiral. Det kræver også, at jeg ved, hvad jeg skal vælge at gøre, hvis mit dårlige humør overtager.
Nogle gange virker det uoverskueligt at slukke for fjernsynet, rejse mig fra sofaen og gå mig en tur. Men jeg VED, at det virker. Jeg bliver faktisk gladere og jeg kommer ud af mit negative tankemønster.
Derudover mærker mit system, at jeg tager mig af det. Jeg går hånd i hånd med mig selv, og det er noget af det bedste, jeg kan gøre for mig selv. Det hæver simpelthen mit oxytocin niveau, der er et kærligheds/omsorgshormon.
Mit system kan ikke lide, når jeg stempler ud af mig selv – dulmer eller flygter fra, hvordan jeg har det. Det vil gerne have, at jeg stempler ind i mig og hjælper mig selv. Ændrer min sindsstemning. Og dette kan til gengæld give overskud til at se situationen fra en ny vinkel.
Og DET GØR en forskel. Det løfter mig og er med til at skabe et liv, der på hverdagsbasis er gladere. Og hvor jeg ikke i samme omfang ryger ned i et hul. Og hvor min trang til søde sager bliver mindre.
Du starter med at øve dig
Har du også glæde-piller? Noget du VED, der løfter dit humør og gør dig godt?
At øve dig i at være proaktiv kræver, at du ved, hvad du gerne vil forsøge at gøre, hvis dit humør daler og du ikke kan komme igennem eller ud af det.
Det kræver at du ved, hvad den realistiske selvkærlige handling for dig kan være, der kun lige akkurat kræver den mængde energi, som du har.
Lån gerne løs af mine glæde-piller og lad mig vide, hvad der er på din liste <3
Hvis du er nysgerrig på, om jeg kan hjælpe dig med at blive klogere på dig selv, så tøv ikke med at sende en mail på mail@louiserostgaard.dk