Jeg sidder ofte overfor mennesker i min klinik, der ikke længere spiser gulerødder, fordi de har tvangsfodret sig selv med dem under en eller anden kur.
Det er en ret velkendt mekanisme, at man under en kur er villig til at gøre næsten hvad som helst for at opnå målet.
Men det er der desværre ingen balance i. Overhovedet.
Hvis du rent faktisk ønsker at spise flere grøntsager, så overvej, HVORFOR du gerne vil spise flere.
Hvis det KUN handler om, at du vil tabe dig, risikerer du nemlig at få et ret anstrengt forhold til grøntsager. Det er noget, du spiser, fordi du BURDE.
Og når vi BØR noget, sker der ofte en psykologisk mekanisme, hvor en del af dig går i trods på et tidspunkt. Noget i dig vil faktisk selv bestemme, og når din viljestyrke er blevet strukket langt nok, eller du ikke har mere energi, orker du ikke grøntsagerne mere.
Overvej hvilke andre motivationsfaktorer der kunne være for at spise grøntsager for dig.
Ønsker du at give din krop mere af den næring, der er i grøntsager?
- fibre
- vitaminer
- mineraler
- antioxidanter
Eller er der faktisk grøntsager, du rigtig godt kan lide?
Eller kan du rigtig godt lide den lethed i kroppen, det giver at spise mere grønt?
Lad det være noget godt for dig, du rækker ud efter, når du gerne vil spise grøntsager.
Gør det at spise grøntsager til en god smagsoplevelse. Gør det nemt for dig selv.
Og start med at vælge dem, du godt kan lide 😊
Her kommer 6 tips til at spise mere grønt i løbet af en dag
Tip 1
Få gerne grønt til både frokost og aftensmaden – hav som vane altid at have grønt tilbehør til maden. Og spis dem sammen med noget, du godt kan lide! Giv dem fx en lækker dressing, steg dem eller hvad der skal til for, at det bliver en god oplevelse for dig.
Tip 2
Prop flere grøntsager ind i den mad, du i forvejen laver. Det kan både være i farsen, wokretter, kødsovs, lasagne og gryderetter. En tommelfingerregel kan være at tænke henimod ‘dobbelt så meget grønt som kød’
Tip 3
Vælg gerne de grøntsager i butikkerne, der allerede er skårede. Smid fx gerne revne gulerødder og/eller rødbeder i en frikadellefars eller gryderet, eller servér dem rå med citronsaft og nødder i. De knuste blomkål kan ristes kort på panden og bruges som ris eller serveres rå med tomater, pinjekerner, friske krydderurter og en dressing.
Tip 4
Vælg en ny grøntsag om ugen at eksperimentere med.
Tip 5
Til frokost er det fint med en god håndfuld ‘gnavegrønt’, altså tomater, peberfrugt, agurk. Vælg dog også gerne noget med mere bid i engang imellem som fx gulerødder, rester af grønt fra dagen før etc..
Tip 6
Du kan engang imellem erstatte kartofler/ris/pasta etc. i et aftensmåltid med grøntsager, fx squashpasta, blomkålsris, bønnefritter, rodfritter eller fx blomkålsmos.
Grøntsager mætter nemlig rigtig godt, de bidrager med masser af vitaminer, mineraler og fibre, og så er de med til at skabe en tarmflora hos dig, der er rigtig gavnlig ift. dit immunsystem.
Selvfølgelig kan der være en proces i at lære både anden tilberedning, andre smage og huske grøntsager i kurven, når du handler.
Det er jo ikke fordi, vi kommer sovende til det.
Men gør grøntsager til et positivt tilvalg, leg med hvordan du godt kan lide at spise grøntsager og lad dig inspirere af andre, der er gode til at få grøntsager til at smage godt.