Når ensomheden dulmes

Motivation, Psykologi, Selvkritik

sult

Kender du til fornemmelsen af ensomhed?

 

Den der fornemmelse, der kan føles som et hul i maven eller brystkassen, en trykken for brystet, sammenbidte kæber, flakkende øjne?

Ensomhed kan være en af de rigtig svære følelser at håndtere, og den kan opleves meget intenst.

Og den er faktisk for mange en kilde til handlinger, der får dig væk fra at mærke netop den følelse.

Dulmende handlinger.

Handlinger, der får os væk fra at mærke fx ensomhed, kan være at gå rigtig meget i telefonen og scrolle gennem Facebook feeds, Insta og rigtig mange videoer om killinger, makeup etc.

Det kan også være at lave rigtig mange aftaler med folk, så du ikke er alene i eget selskab, hvor følelsen kan dukke op. At have rigtig travlt, have mange gøremål, en lang to-do liste og at være der rigtig meget for alle andre.

Det kan også være, følelsen dulmes med mad, måske endda overspisninger. Eller for andre et glas vin eller måske flere.

Og netop fordi det er så intens en følelse, og fordi mange mennesker har en adfærd præget af mange dulmende handlinger, er det så vigtig et emne at bringe lys på.

(OBS Der kan selvfølgelig også ligge mange andre følelser og overbevisninger til grund for dulmende adfærd – det er dog denne, jeg vil dykke ned i her)

For vi oplever alle ensomhed i større eller mindre grad.

Ensomhed er mange ting

 

Ensomhedsfølelsen kan komme af mange forskellige grunde – jeg deler det her op i den udefrakommende og indefrakommende ensomhed.

Ensomhed kan være udefrakommende, som at du er blevet forladt af din ægtefælle, eller at du har oplevet et dødsfald tæt på. Dette giver en stor sorg og en følelse af ensomhed, fordi du jo nu vitterligt ikke er i det tætte fællesskab mere.

Også hvis det er dig selv, der er den, der forlader et ægteskab eller andet fællesskab, kan ensomheden dukke op. For selvom der var noget i fællesskabet, du blev nødt til at vælge fra, måtte du også selv træde ud af at have et sted at høre til. Og det er et fundamentalt behov for os at føle, at vi hører til et sted.

Men også det at føle dig nedprioriteret eller føle dig afvist af dine venner kan give denne fornemmelse. At de ikke vil dig mere – eller måske ikke lige så meget, som du vil dem.

Og denne ensomhed giver mening at bruge tid på at håndtere. Både ift. sorgen og afsavnet. Og hvordan du kan finde nye fællesskaber og ny mening. Og tillade følelserne, så du ikke løber væk fra dem og hen i dulmende handlinger.

Der findes også den indefrakommende ensomhed.

Den indefrakommende ensomhed vil jeg bruge det meste af pladsen på her. Det er den, der handler om, at vi forlader os selv. At der ikke er nogen hjemme indeni til at mærke os selv, validere os selv, stå op for os selv, tag os af os selv.

Denne ensomhed er højst sandsynligt startet tidligt i livet, hvor det at forlade dig selv og gå over i andre og andres behov blev en overlevelsesstrategi. En måde at få først forældrenes opmærksomhed på, og senere andre mennesker tæt på. For ved at gøre det, du oplevede, de forventede af dig, blev det nemmere at få opmærksomhed og en fornemmelse af tryghed.

Du blev en pleaser, der var god til at mærke andre, men det blev sværere at mærke dine egne behov og tage dig af dem, for det var ikke legitimt at have spotlightet på dig.

Så det at forlade dig selv blev en måde at være i verden på, og når vi bliver ældre, reproducerer vi blot dette uden at vide, at det kan være på en anden måde.

En måde, du fastholdes i dette mønster, er tanken om, hvad andre dog ville tænke, hvis du nu gjorde eller sagde det, du egentlig kunne mente eller havde brug for. Og den utryghed, der dukker op, når du forestiller dig, hvad andre ville tænke/sige/gøre, holder dig fra at handle – af frygt for at blive afvist.

Måske du endda, når du læser dette, får fornemmelsen af, at det ville være egoistisk af dig at gøre, hvad DU har brug for. Hvis det er tilfældet, så er der nok noget om snakken, og artiklen her er særligt til dig.

Er der ingen hjemme indeni dig til at tage vare på dig, vil du højst sandsynligt rammes af denne her lammende ensomhed indeni.

Der er ingen hjemme i dit hus til at ordne det derinde, for du er konsekvent gået ind i nabohusene for at ordne dér.

Men indeni dit hus – indeni dig – sidder den yngre udgave af dig og bare længes efter, at du begynder at lytte. At se indad.

 

 

At du begynder at mærke, hvad DU egentlig har brug for.

Og at det er okay at mærke dette.

At du har nok værdi til, at du skal lyttes til og tages seriøst – af dig selv.

Det er en af de vigtigste veje til heling, du kan gå, hvis du oplever denne her ensomhed.

 

At komme hjem

 

Det at begynde at lytte til dig indebærer især at måtte mærke dine følelser og se dem som udtryk for, hvad du egentlig har brug for. At mærke hvad der gør DIG glad, og hvad du egentlig ikke vil bruge din tid på, og at mærke, hvad der har værdi for netop dig. Og herfra at skabe et liv med mere mening og mere balance.

For en af de ting, jeg ser oftest hos klienter, der oplever denne problemstilling, er et misbrug af deres energi. De brænder deres lys i begge ender og får ikke ladet op. De siger ja til ting af pligt, men som de ikke har lyst til.

Og når de så lander derhjemme, ofte helt udmattede af at give for meget væk til andre, så er det også synd for dem, de har brug for ’noget’ for at kompensere for den lave energi og misbruget af dem selv, og de ’fortjener’ også fx kage eller bare meget mad. Eller de ender med at sidde flere timer og se serier uden at tage stilling til, hvad der egentlig sker inden i dem.

Selvansvaret starter ved at se, hvad der egentlig foregår. Det at mærke trætheden og overforbruget af dig selv. Mærke hvor lidt det faktisk fungerer for dig og hvor udmattet du bliver.

Og når du først har registeret det, så at have så meget respekt for dig selv, at du begynder at lytte. Og gøre noget andet, end du plejer. For her ligger selvansvaret og de nye veje både at tænke om dig selv og at handle. En selvansvarlig vej, der også indebærer selvomsorg.

 

Jeg har sat en lille øvelse ind nederst på siden, der kan hjælpe dig i gang. Den handler om at vende opmærksomheden indad – nysgerrigt og ikke-dømmende. Venligt og observerende på det, der er. For at du herefter kan undersøge, hvad du egentlig længes efter og hvad du har brug for. Den tager udgangspunkt i mindfulness og selfcompassion.

 

En del af denne selvansvarlige proces er også at begynde at rumme utrygheden ved at begynde at sige mere autentisk til og fra. Det kan være med dirrende hjerte, at dit nej kommer ud af munden de første par gange, men gør du, som du plejer – ja, så får du, som du plejer.

Dette arbejde kræver ofte en bevidsthed hos dig og en støtte udefra.

Og det fortjener du i den grad, for det var det, du lærte, der ikke var sundt. Ikke dig, der er noget galt med, siden du har lært at forlade dig selv.

Og kæmper du med dulmende handlinger væk fra ensomhed, så begynd virkelig at eje, at det er dette, der er på spil.

Hvis du ved, det er noget af det, der trigger dine overspisninger, dit alkoholforbrug eller måske dit overforbrug af sociale medier, så BEGYND AT EJE DET.

Først her kan du nemlig på en mere sund måde begynde at tage dig af dig selv.

For ensomheden er et tegn, der kalder dig til bevidsthed.

Et tegn, der kalder dig hjem ❤️

Øvelse (10 min): Hvordan har jeg det?

 

BLOG