Livet efter forstyrret spisning del 3 af 6 - erkendelse og vejen ud - LouiseRostgaard - diætist, psykoterapeut og Move & Mind Studio

Jeg fortalte i del 2 af 6 om, at der altid er en grund, hvis du kæmper med maden, din krop og din vægt.

Det handler aldrig (som i ALDRIG) om, at du bare ikke har selvdisciplin nok og skal tage dig sammen.

Her vil jeg fortælle mere om erkendelse af at have et forstyrret eller problematisk forhold til maden, din krop og din vægt – og vejen ud.

Erkendelse og vejen ud

Min egen vej ud har ikke været med et specifikt fokus på at arbejde med mit forhold til maden.

Jeg har faktisk aldrig gået i behandling for min forstyrrede spisning. Jeg har i stedet hos forskellige terapeuter arbejdet med mit forhold til mig selv, mit selvværd, at lære at sætte grænser, at bearbejde traumer og at komme i kontakt med min krop.

Undervejs er jeg begyndt at erkende, at mit forhold til min krop og maden har været problematisk, men det er faktisk ikke noget, jeg har talt med mine terapeuter omkring.

Jeg vidste godt, det var et skråplan, da jeg begyndte at kaste op, og den periode varede da også kun nogle måneder, da jeg var i slut teenage årene og et par måneder, da jeg var i 20’erne. Men mine kure og overspisninger fortsatte langt op i mine 20’ere.

I mine 30’ere har det istedet fået lov til at handle om selvudvikling. Det kaldte på mig.

Da jeg ikke har gået i behandling for forstyrret spisning, har jeg derfor selv tilegnet mig redskaber til at hele mit forhold til maden og min krop, startende med mindfulness og kontakt til kroppen.

Jeg læste også meget om spiseforstyrrelser, og på en del punkter har jeg følt mig genkendt.

Jeg begyndte at bruge nogle af redskaberne på mig selv undervejs, og kunne mærke, hvordan gamle mønstre slap.

Jeg har efterfølgende taget forskellige kurser indenfor bla. intuitiv spisning og til sidst specialiseret mig i forstyrret spisning og spiseforstyrrelser på mit psykoterapeut studie.

Hvad oplever jeg i klinikken?

Jeg oplever i min klinik, at rigtig mange hænger fast i en overbevisning om, at de bare ikke har knækket koden til spisningen endnu (som jeg selv gjorde). At det bare er dig, der ikke har selvdisciplin nok og bare skal tage dig sammen. Og det at måtte erkende, at maden kan være et symptom på noget dybere, kan ligge langt væk.

Men forholdet til maden og forholdet til dig selv hænger rigtig meget sammen.

Og hvis du må erkende, at noget i dit forhold til både maden og dig selv måske ikke er så balanceret, som det kunne være, er du allerede på vej ❤️

For der er noget, der kalder på din kærlige opmærksomhed og heling.

Der er i min optik et dobbeltsporet arbejde, når du vil bevæge dig ud af forstyrret spiseadfærd eller en spiseforstyrrelse. Det er relevant at arbejde både med

Dine tanker og overbevisninger omkring mad og ændring af dine vaner
Et arbejde med dig selv og at lære nye strategier for at håndtere det, der er svært for dig.

Maden

Her er det vigtigt at begynde at spotte, hvilke mønstre du har, der ikke tjener dig.

Fx leder det at have et sort/hvidt forhold til mad ofte i sig selv til overspisninger, fordi der er for kort vej mellem ’alt’ eller ’intet’. Mange har en meget høj barre ift, hvordan de tror, de vil kunne spise dag efter dag, og når de så fejler, kan det resultere i massiv selvkritik, overspisninger, en følelse af at man har fejlet og at det nu ikke lykkedes igen.

Det at arbejde med at kunne spise alle former for mad – i de skridt der passer til dig, er et vigtigt redskab her.

For forbud avler overspisning. Så simpelt er det faktisk

Derudover at lære at spise ud fra, hvad din krop har brug for. Herunder virkelig at lære dine sult- og mæthedssignaler at kende.

Og hvad for noget mad du rent faktisk nyder, og hvordan fx grøntsager skal tilberedes for, at de smager godt.

Men også hvordan maden faktisk virker i kroppen på dig.

Når man i noget tid har arbejdet med sin spisning, kan man begynde at se ind i kærlige tilvalg og kærlige fravalg. Fx begrænser jeg mit indtag af hvidt brød, da jeg får ondt i maven af det. Men det er ikke fordi, jeg ikke MÅ spise det, men fordi jeg får ondt i maven og i kærlighed til mig selv ikke ønsker at have den fornemmelse for tit. Men jeg kan da spise det engang imellem. Lige som det kan være kærlige tilvalg. Jeg spiser fx en del grønt i dag – ikke for at tabe mig eller fordi jeg SKAL spise sundt, men fordi min krop fungerer bedre sådan. Men har jeg ikke lyst til grønt en dag, lader jeg være.

Men dette arbejde ligger som sagt senere hen i helingsprocessen, da man godt kan komme til at bypasse heling ved at skære forskellige fødevarer fra, fordi det er ’kærligt’ for dig. Nedenunder kan der nemlig ligge en underliggende frygt for at spise fødevaren, for så kan du være bange for at tage på. Men du kan i hemmelighed længes efter at spise det, og går du først i gang, kan det være svært at stoppe – for du har ikke lært at få et afslappet forhold til lige præcis den type mad.

Så dette arbejde sker i etaper, og vi skal kontinuerligt arbejde med den del i os, der er bange for at tage på.

Et vigtigt arbejde er også at begynde at skelne mellem fysisk sult og psykisk sult, så du kan begynde at skelne din krops signaler fra hinanden.

Psykisk sult

Psykisk sult kan være mange ting. Det handler særligt om følelser, som du ikke er vant til at mærke, og som kan være ubehagelige at mærke, og som du ikke nødvendigvis ved hvad er for følelser. Men det handler også om at lære at acceptere ens værdi som menneske, at anerkende sig selv og at lave noget kropsarbejde, så man ikke før alt andet føler behov for at ændre kroppen. Og derfra kan man begynde at acceptere og respektere kroppen – og adskille dens forskellige signaler fra hinanden.

Det handler også om at lære skam og utryghed at kende, så det ikke kaprer dig.

Ift. følelsesmæssig håndtering handler det om at have flere farver på paletten at male med, så maden ikke er den eneste måde at håndtere de tanker, kropsfornemmelser og følelser, der bliver svære.

Jeg kan i dag stadig få trang til at overspise. Det er særligt, hvis jeg er virkelig træt, stresset eller har uro i kroppen.

Som nogle af jer nok ved, har jeg et dobbeltdiagnosticeret barn, og jeg elsker hende overalt på jorden. Og samtidig med bliver tempoet herhjemme højere, end der kan være godt for mit nervesystem, og jeg skal ofte navigere i svære situationer eller lægge ryg til en masse vrede, fordi hun kan have svært ved at følelsesregulere.

Og det presser mit system. Selvfølgelig gør det det.

Og derfor kan jeg have et system, der skriger på RO. Og på tryghed og nærvær og at blive set og hørt. Det tror jeg faktisk, de fleste af os kender til – også uden skønne diagnosebørn.

Jeg kan engang imellem få en trang til pandekager. Eller kage, is, vin, wienerbrød, træstammer, kakaotoppe eller oreos.

Men idag skræmmer det mig overhovedet ikke. For det har været en af mine farver på paletten for at få ro på og få en pause fra en masse følelser, jeg ikke kunne genkende og ikke vidste, hvordan jeg ellers skulle håndtere.

Jeg gør i dag det, at jeg går full power ind i cravingen. Det vil sige, at jeg bare forestiller mig at spise alt det, jeg tænker på, og så kommer jeg ret hurtigt til den konklusion, at det ikke er maden, jeg længes efter. Jeg kommer ind til roden af min udfordring; jeg er så træt og ked af det. Eller jeg er vred og frustreret. Eller jeg har massiv hovedpine og træthed. Eller jeg føler ikke, jeg slår til som mor, kæreste, ven, behandler. Eller usikkerhed over, om jeg gør det hele godt nok.

Og så bruger jeg tid på at være med mig selv og det, der er.

Og det vil jeg gerne fortælle dig mere om, hvordan jeg gør i del 4 af 6 ❤️

Del 2 af 6

Del 4 af 6 (endnu ikke offentliggjort)